LIDT OM MIG OG MIN YOGAREJSE

Jeg har ikke altid været vild med yoga. Faktisk fandt jeg først for alvor yogaen i 2014. Eller måske fandt den i virkeligheden mig, for det var ikke noget jeg selv opsøgte.

Men historien om hvordan jeg fandt yogaen, og den endte med at blive mit frirum, er også historien om, hvorfor jeg i dag arbejder med at hjælpe nære pårørende til psykisk ramte. For da jeg selv blev nær pårørende, skete der et skifte i mit liv.

Her får du historien.

Jeg husker dagen som var det i går. Den dag, hvor det gik op for mig, hvor alvorligt det var.

Vi sidder ved et bord, foran en psykiater. Vi er på militærpsykiatrisk afdeling på Riget, og stemningen er tung. Det er en visitationssamtale, og psykiateren foran os stiller min kæreste en masse spørgsmål om hans baggrund og karriere i militæret. Hun kigger intenst på ham. Flytter nærmest ikke blikket væk.

Gradvist ændrer spørgsmålene karakter. De handler nu om hans udsendelser. Oplevelserne. Traumerne. 
Dem, som han indtil nu, har holdt for sig selv. Dem, han ikke har turdet dele med nogen.

Hun lytter og stiller uddybende spørgsmål. Tilsyneladende helt upåvirket af hvad han fortæller.

Hos mig står tårerne i kilometerlange køer og klumpen i halsen er lige ved at kvæle mig. Jeg kan ikke trække vejret.

Hun flytter stadig ikke blikket væk fra ham.

Jeg sidder ved siden af. Hører det hele. For første gang hører jeg ham beskrive de oplevelser, der gør allermest ondt på ham. Detaljeret og råt. Det gør også ondt på mig.

Jeg føler mig usynlig. Taget til fange i en samtale, jeg ikke er forberedt på, og som jeg på ingen måde har redskaberne til at håndtere. Jeg ved ikke hvilken kasse, jeg skal putte de nye oplysninger og detaljer ned i.

Det blev starten på mine erfaringer som nær pårørende til en med PTSD. Og det blev også starten på min yogarejse. Jeg vidste det bare ikke endnu.

For dengang følte jeg mig totalt usynlig – ikke kun til samtalen på Riget, men i hele det efterfølgende forløb, og det endte med at jeg fik en belastningsreaktion (som det i øvrigt sker for helt op imod 80 % af de pårørende).

Jeg blev sygemeldt med stress og i min sygemelding gik jeg hos en psykolog, som anbefalede mig at deltage i et MBSR forløb med blandt andet meditation og mindfulness øvelser.

Men det var først da jeg sad foroverbøjet i en (yin) yogastilling, at der for alvor skete noget. Jeg fandt forbindelsen til mig selv, min krop, mit indre. Dét, der før havde føltes som et fængsel, oplevede jeg nu som et frirum. 

Året efter startede jeg på min første yogauddannelse. And the rest is history 😉

Og uanset hvad din historie er, er du velkommen hos mig. Jeg glæder mig til at dele yogaen med dig.

Namasté,

Maria Vargas

MIN BAGGRUND