LIDT OM MIG OG MIN YOGAREJSE
Yoga er en helt uundværlig del af mit liv. Ikke kun fordi jeg underviser i det, men fordi det er der, hvor jeg øver mig i at slippe den ydre støj og finde min egen indre ro.
Yogaen hjælper mig til at navigere i mit eget indre landskab. Og selvom det også sker, at jeg farer vild og kommer på afveje, så er yogaen mit kompas, der hjælper mig tilbage på sporet og viser mig vej til mit sande jeg. Og så giver yoga mig et åndehul i hverdagen. Men sådan har det ikke altid været.
Jeg mødte selv yogaen, da jeg var et sted i mit liv, hvor jeg sad godt og grundigt fast i hamsterhjulet. Jeg løb stærkere og stærkere for at følge med, men lige lidt hjalp det. Og det værste var måske, at jeg slet ikke var klar over, hvordan jeg kunne skrue ned for tempoet. Hvordan jeg skulle genoprette balancen igen. Jeg havde overhørt min krops signaler så længe, at det næsten føltes som om der ingen forbindelse var mellem hovedet og kroppen. Jeg kørte på automatpilot.
Indtil en stress-relateret sygemelding tvang mig til at sætte farten ned. Og dér, i mødet med mindfulness, meditation og yoga, fik jeg langsomt genoprettet forbindelsen til mig selv. Jeg husker hvordan jeg sad foroverbøjet i en yin yoga stilling, og mens tårerne langsomt dryppede ned på mine lår, åbnede der sig samtidig en dør på klem til min krop og mit indre igen.
Det blev starten på min yogarejse.
Senere samme år tog jeg hul på en yogauddannelse i Hatha yoga. Det var med et brændende ønske om at fordybe mig, gå på opdagelse i yogaen og ikke mindst i min egen praksis, mens drømmen om at undervise i yoga langsomt kom snigende.
I februar 2016 underviste jeg min første yogaklasse, som var en klassisk Hatha yogaklasse. Siden da har jeg undervist mange klasser, og løbende taget yogauddannelser og kurser for at holde min viden opdateret, udvikle mig som underviser og få ny inspiration. Undervejs på min yogarejse har jeg bevæget mig mere og mere i retning af en blidere form for yoga, og derfor underviser jeg i dag primært i yin yoga og restorativ yoga, som er to yogaretninger, der ligger mit hjerte meget nær, og som jeg mener, har utrolig meget at byde på.
Jeg glæder mig til at dele yogaen med dig.
Namasté,
Maria Vargas
MIN YOGABAGGRUND
Klangmassage 1 med Anne Neess fra Nordlys / 2022
iRest Yoga Nidra Meditation Level 1 Teacher med Richard Miller / 2021
Yoga Nidra kursus hos Sattva Yoga / 2021
Klangyoga med Nordlys og Emily Hess / 2021
Warriors at Ease Level 1 med Yoga International / 2021
Restorativ Yoga overbygning hos Niyama Yoga / 2020
ParaYoga Nidra med Rod Stryker / 2020
Restorativ Yoga uddannelse hos Niyama Yoga / 2019
Yin Yoga Massage kursus hos Sattva Yoga / 2019
Yin Yoga overbygningsuddannelse hos Sattva Yoga / 2018-2019
Yin Yoga Immersion hos Sattva Yoga / 2018
Chandra Yoga & Chandra Hot hos Sattva Yoga / 2017
Meditation & Pranayama kursus hos Hamsa / 2016
Hatha Yoga uddannelse hos Karen Tengberg / 2015-2016